Flybilletter Kreta

Flybilletter kreta

Kreta er en af de absolut smukkeste og fedeste steder at tage på ferie. Vejret er fantastisk, hotellerne er eksklusive, lækre og hyggelige, strandene er smukke, havet er varmt, hotelpriserne er billige og så er kretanerne utroligt gæstfrie, hvilket bare er prikken over i’et. Når du er på ferie på Kreta, kan du virkelig mærke, at de er glade for, at du er der og har valgt at bruge din ferie på lige netop deres ø. Kreta lever af deres turister, sådan er det nu engang.

Hvis turisterne ikke var, ville Kreta se meget anderledes ud, og mange mennesker ville have svært ved at klare sig på grund af manglende jobs m.m. Så når du vælger at tage på ferie til Kreta, er du med til at holde øen i gang, du er med til at skabe arbjedspladser for en stor del af øens befolkning, og du er med til at sørge for, at øen stadig vil blomstre og summe af liv i de næste mange år.

Når du tager på ferie på Kreta, lægger du penge på øen, og de penge er med til at holde hotellerne i live, butikkerne i gang og befolkningen beskæftiget. Derfor hilser øen dig også velkommen med åbne arme, når du ankommer dertil.

På Kreta er der hvert år over 300 solskinsdage, hvilket gør det til det perfekte sted at holde ferie, hvis du er glad for sol og varme. Risikoen for byger og dårligt vejr er utrolig lav, så hvis du vil have gode odds for at få godt vejr på din ferie, bør du helt klart have Kreta med i dine overvejelser, når du skal i gang med at planlægge din næste sommerferie. Kreta er smuk hele året rundt, så du behøver ikke nødvendigvis kun at rejse dertil midt i sommerperioden. Der er også utrolig dejlig at være allerede om foråret eller hen ad efteråret. Så hvis du har plads i din kalender og i dit budget til at tage ud og rejse på andre tidspunkter af året end midt i skolernes sommerferie, kan jeg klart anbefale dig at tage til Kreta uden for højsæsonen. De første turister begynder allerede at komme til øen i løbet af april måned, så her kan du allerede forvente, at de fleste butikker, restauranter og hoteller holder åbent. Det gør de gerne helt indtil oktober måned, hvor mange af dem så lukker ned igen for vinteren. I vinterpausen bruger de lokale som regel tiden på andre arbejdspladser, hvilket de er nødt til, da sommerhalvåret sjældent er helt nok til at kunne leve året rundt. Derfor er der eksempelvis mange lokale på Kreta, der beskæftiger sig i byggebranchen, når vinteren står på. Her hjælper de til med at bygge nye huse, nye hoteller eller nye restauranter. Når turistsæsonen så vender tilbage igen, vender de lokale tilbage til hotellerne, restuaranterne og butikkerne.

Flyv til Kreta for få hundrede kroner

Vil du gerne flyve billigt til Kreta, kan det sagtens lade sig gøre. Især hvis du er fleksibel i dine rejsedatoer og har mulighed for at gå efter de bedste dage at rejse afsted på. Hvis du ikke er fleksibel med dine datoer, skal du være heldig, at priserne er gode på lige netop de dage, du gerne vil flyve. Planlægger du din rejse i god tid, er der som regel plads til at gå et par dage den ene eller den ande vej i datoerne, så du kan komme afsted så billigt som overhovedet muligt. Der er hundredvis af årlige afgange fra Danmark til Kreta, så du skal ikke være bange for, at du ikke kan finde en afgang, der passer på lige netop dine datoer. Som regel finder du de bedste priser i turistsæsonen, hvor de fleste flyafange også er. Der er ikke mange afgange i det sene efterår samt vintermånederne. Men lige så snart vi rammer marts-april igen og frem til oktober måned, er det muligt at finde daglige afgange mellem Chania og Kastrup Lufthavn.

Et af de flyselskaber, der blandt andet kan flyve dig fra København til Chania Lufthavn, er Norwegian. Her kan du finde priser for helt ned til 399 kroner one-way, hvilket du ikke finder meget billiger andre steder. Det eneste sted, hvor du kan være heldig at finde priser ned i samme klasse med afgang fra Kastrup, er på afbudsbilletter fra de store rejsebureauer. Du kan være heldig at finde enkelte one-way billetter til få hundrede kroner hos rejsebureauerne, fordi de har enkelte ledige pladser tilbage på deres charterafgange, som de bare gerne vil have fyldt op. Returrejser kan du finde hos Norwegian for helt ned til 850 kroner. Bemærk disse priser dog kun som regel optræder på udvalgte datoer over året, så du skal være målrettet og gå efter disse specifikke datoer, hvis du gerne vil afsted så billigt. Derfor er du nødt til at planlægge din rejse efter disse datoer, hvis du gerne vil flyve til Kreta så billigt som overhovedet muligt. Har du kun mulighed for at flyve i uge 29, kan du ikke bare regne med, at du kan finde priser helt ned til 850 kroner for en tur-retur billet. Så hvis du vil have fingrene i de billige flybilletter, skal du først undersøge, hvilke datoer de gælder på, for så derefter at planlægge din ferie ud fra det. Men så kan du altså også komme afsted for en samlet pris pr. person på under 1000 kroner for flybilletterne.

Når du rejser med Norwegian, skal du dog være opmærksom på, at der som regel ikke er inkluderet bagage i de priser. Så du skal altid regne med et par hundrede kroner ekstra, hvis du altså vel og mærke vil have bagage med. Det kan være svært at nyde en uge eller 14 dages badeferie på Kreta uden en kuffert med tøj og alle dine sager, så med mindre du kan rejse kun med din rygsæk, skal du altid regne med omkring 200 kroner ekstra pr. person for at få en kuffert med ombord. Men det gør det stadig ikke meget dyrere at komme afsted.

Vær opmærksom på rejsetidspunktet

En af de ting, du altid skal være opmærksom på, når du skal finde billige flybilletter, er rejsetidspunktet. For de billige afgange ligger som regel også på de skæveste tidspunkter af døgnet, hvor det er mest besværligt at komme til og fra lufthavnen. Mange af de billige afgange fra København til Chania med Norwegian har et ankomsttidspunkt i Chania, der hedder kl. 03.15 lokal tid. Altså lander du midt om natten, og da du selv har booket flyet, skal du også selv stå for transporten ud til dit hotel. Det er ikke ligesom at rejse med et rejsebureau, hvor der er en bus, der holder klar og venter på dig og en guide, der kan ekskortere dig til dit hotel. Fordelen ved at lande i Chania lufthavn midt om natten er dog, at der altid er taxaer ude foran lufthavnen. Uanset hvilket tidspunkt på døgnet du ankommer, er der en taxa, der kan køre dig til dit hotel.

Vælger du en flyafgang, der ankommer på Kreta midt om natten, kan det være en rigtig god idé at booke et hotel, der har en døgåben reception. På den måde har du mulighed for at tjekke ind, uanset hvornår du ankommer til hotellet. Booker du dig ind på et hotel, hvor receptionen eksempelvis først åbner klokken 10 om formiddagen, har du godt og vel 7 timer, du skal slå ihjel i Chania lufthavn, før du kan komme ud til dit hotel og tjekke ind. Og tag det fra en, der har prøvet at slå mange timer ihjel i Chania lufthavn – det er røvsygt. Min kone og jeg havde engang bestilt en af de flyafgange, der landede i Chania midt om natten. Vores hotel åbnede først kl 08 om morgenen. Så vi sad og kiggede i lufthavnen fra omkring kl. 03 til kl. 06. Så tog vi en taxa ud til hotellet, hvor vi sad og ventede udenfor i den tidlige morgensol frem til kl. 08, hvor der så blev åbnet i receptionen. På det tidspunkt havde vi vel og mærke ikke sovet endnu, så det var ikke den fedeste start på en ferie at starte med at have mini jetlag på en lille tur fra København til Kreta. Det forventer man ikke, når man ikke skal rejse meget længere end det. Heldigvis hjalp det med et par timers søvn om formiddagen, og efter at være gået halvtidligt i seng om aftenen igen, var vi allerede tilbage på sporet med vores døgnrytme morgenen efter. Så det kan godt lade sig gøre at lande i lufthavnen på det tidspunkt af døgnet og slå tiden ihjel, indtil du kan komme ind på dit hotel og få dit værelse, men det er bare ikke det sjoveste i verden at starte sin ferie på den måde. Så har du råd til at undgå de afgange, vil jeg klart anbefale dig at vælge en afgang, der gør, at du lander hen af formiddagen eller eftermiddagen, så du ikke skal vende op og ned på dag og nat på første dagen af din ferie.

Flyv til Chania Lufthavn eller Heraklion Lufthavn

Hvis du vil flyve til Kreta fra Danmark, har du to muligheder. Du kan enten vælge at flyve til den mest populære lufthavn på øen, nemlig Chania Lufthavn, eller du kan vælge at flyve til den lidt større lufthavn i Heraklion, som ligger på den østlige side af øen. Heraklion Lufthavn er den næst travleste lufthavn i hele Grækenland lige efter lufthavnen i Athen, så der kommer en del trafik ind og ud af lufthavnen på den østlige del af øen. Her er der forbindelser til mange smukke byer, som du kan vælge at tage på ferie i. Så har du været på Vestkreta, og vil du gerne opleve noget andet af Kreta, kan du med fordel vælge at tage turen med Norwegian fra København til Heraklion. Der er mange lækre hoteller på begge sider af øen, så hvis du kun har prøvet at være på den vestlige del, er det da måske på tide at prøve noget andet uden at gå ned på kvaliteten af din feire. Heraklion Lufthavn er opkaldt efter Nikos Kazantzakis, den græske filosof og forfatter. Den er halvvejs en militærlufthavn og halvvejs en civil lufthavn. Tusindvis af fly lander og letter fra lufthavnen i Heraklion hvert eneste år, og den slår blandt andet Chania Lufthavn på mængden af rejsende, der bevæger sig gennem lufthavnen. Det er dog primært de græske flyselskaber, der gør brug af lufthavnen, hvorfor det også godt kan virke som om, at for os er Chania Lufthavn den største og mest veleksponerede på Kreta. Men kigger man på tallene, er der altså mest trafik i Heraklion. Men for os nordiske gæster på øen, er Chania Lufthavn nok den mest benyttede.

Priserne for at flyve fra København til Heraklion er også til at have med at gøre, akkurat som flybillet priserne for at komme til Chania. Du kan finde en enkeltvejs billet for kun 499 kroner, og du kan finde en returbillet for omkring 1000 kroner. Så det er absolut ikke dyrere at flyve til Heraklion i stedet for at flyve til Chania. Så har du lyst til at prøve at holde ferie på den østlige del af øen, kan vi klart anbefale dig at kigge på flybilletter til Heraklion, da det ikke behøver at være dyrere end at flyve til Chania, som du måske har gjort et par gange. Det er hos Norwegian, jeg har fundet disse priseksempler. Igen er der tale om den basale pris uden bagage, så du skal som altid lægge lidt mere til, hvis du gerne vil have din kuffert med på din rejse. Jeg har også lavet en top 10 over de bedste hoteller i Heraklion, som du kan tage et nærmere kig på, hvis du er interesseret i at prøve en rejse til den næststørste by på Kreta. Hvis du gerne vil opleve noget andet end bare Chania, kan jeg klart anbefale en tur til Heraklion – enten en dagstur, eller en ferie i byen. Den er uden tvivl et besøg værd.

Book transport til hotellet hjemmefra

Hvis du har mulighed for det, kan det være en god idé at booke transport til hotellet hjemmefra. Når du rejser med et rejsebureau, har du som regel mulighed for at booke bustransport til og fra dit hotel fra 100-200 kroner pr. person. Men når du selv står for at booke fly og hotel på Kreta eksempelvis, skal du selv stå for transporten til og fra hotellet. De fleste gange vi har været på Kreta og selv har booket fly og hotel, har vi bare taget en taxa fra lufthavnen og til hotellet. Men prisen på en taxa kan være halvdyr – især hvis der er langt fra lufthavnen til dit hotel. Derfor bør du undersøge mulighederne for at booke transport fra et firma hjemmefra, så du ikke skal betale en dyr taxatur for at komme til dit hotel, men måske allerede har aftalt en fast pris med et transportfirma hjemmefra. Dermed er der hellre ikke nogle overraskelser i prisen, når du kommer frem, og der står endda en chauffør klar med et skilt med dit navn på, når du kommer til lufthavnen. På den måde skal du heller ikke bruge tid på at finde en taxa osv., da du bare kan sætte dig ind i den bil, der allerede holder klar til dig. Chaufføren ved også, hvor du skal køres hen, så du sparer generelt en masse tid, samtale med en chauffør og besvær ved at booke transport hjemmefra.

Hvis du vælger at køre med en taxa til dit hotel, kan det være en god idé at aftale en fast pris på forhånd med chaufføren. Hvis dette ikke er muligt, er det vigtigt at benytte sig af en af de officielle taxaer på Kreta, hvor du er sikret ordentlig behandling samt et taxameter, så du ikke bliver snydt og krævet for mange penge for turen. Det kan være en god idé at have navnet og adressen på dit hotel skrevet ned, så du kan give den korrekte adresse til chaufføren. Der kan være flere hoteller på øen, der minder om hinanden på navnet, og der kan hurtigt opstå forvirring om, hvilket hotel der er tale om, når ingen af jer har samme modersmål. Vi plejer at have printet det officielle navn og adresse på hotellet ud på et papir. Så viser vi det til taxachaufføren, og så er vi sikre på, at der ikke er nogen tvivl om, hvor han skal køre hen. Det kan måske virke som at gå med livrem og seler, men hellere det, end at du bliver kørt til det helt forkerte hotel og ender med at skulle betale for en langt dyrere taxatur, som du ville kunne have sparet ved at have skrevet adressen og navnet på hotellet ned. De fleste af chaufførerne kender dog øen som indersiden af deres egen lomme, så i langt de fleste tilfælde skal han nok finde frem til det rigtige hotel i første forsøg.

Spar tusindvis af kroner på dine flybilletter til Kreta

Når du skal købe flybilletter til Kreta, er det ikke ligegyldigt, hvor du køber dem, eller hvilke datoer du køber dem til. Der kan være mange tusinde kroners forskel i prisen på flybiletter, og derfor er det også en rigtig god idé at gå efter at rejse på de dage, hvor prisen er i bund. Der kan være bogstavelig talt være mange tusinde kroners forskel på flybillet prisen på to dage efter hinanden. Om tirsdagen kan prisen på en flybillet koste 499 kroner, mens du om onsdagen måske skal give 2999 kroner. Derfor er det altid en god idé at bruge en side som SkyScanner, Momondo eller lignende, hvor du nemt og hurtigt kan se, hvornår på måneden det er biligst at komme afsted. Hvis du ikke gør det, kan du ende med at betale mange tusinde kroner mere for din billetter til Kreta, end hvis du havde undersøgt priserne i løbet af måneden og valgt de datoer, hvor det er billigst at rejse med fly mellem Danmark og Kreta. Dog er det ikke sikkert, at du lige kan finde en tur-retur afgang på præcis 7 eller 14 dage, når du gør det på den her måde. Det kan være, du bliver nødt til at få det til at passe med 11 dage, 8 dage eller 15 dage. Men til gengæld kan du så bruge de penge, du har sparet på dine flybilletter, til at booke hotel for.

Det er altid en god idé at finde frem til dine afrejsedatoer baseret på billige flybilletter først. På den måde ved du præcis, hvilke datoer du skal søge efter, når du skal finde det bedste hotel på Kreta til den bedste pris. Du bør også være lige så detaljeret i din research, når du skal finde hotelpriser på Kreta, som når du skal booke billige flybilletter på Kreta. For der kan nemlig også være mange penge at spare på at vælge de rette sider at booke fra eller de rette datoer for din ferie. Igen kan der være tusindvis af kroner i forskel på prisen. Og der er jo ikke meget ved at betale mange tusinde kroner for noget, du kunne have fået markant billigere ved små justeringer i dine søgekriterier. Så brug din tid på at undersøge alle dine muligheder, når du skal afsted, hvis du har et budget, du skal holde dig til. Har du masser af penge at bruge af, og er prisen ligegyldig, skal du selvfølgelig da bare se bort fra dette punkt, for så kan du jo bare booke den afgang, der passer bedst til dig. Men de fleste af os vil gerne have tingene så billigt som muligt, når de jo nu engang kan lade sig gøre. Det vil jeg i hvert fald gerne. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal beale flere tusinde kroner mere for noget, jeg kunne have fået til mindre end den halve pris bare ved at rykke datoerne en dag eller to.

Så lang tid tager det at flyve til Kreta

En af de store fordele ved at vælge Kreta som sin feriedestination er, at det ikke tager særlig lang tid at flyve dertil. Som regel varer turen 3 timer og 30 minutter, men jeg har tit oplevet, at der har været god vind på turen, og så har vi været fremme på lidt over 3 timer. Og selvom det ender med at tage 3t og 30m, er det stadig hurtigt overstået. Det er hurtigere end at flyve til Malaga eller De Kanariske Øer, så hvis du er vant til at flyve dertil, er det her jo ingen sag. 3 timer og 30 minutter er hurtigt overstået. Bare sørg for at have en film eller to med på din telefon eller iPad, så kommer tiden til at flyve afsted – bogstaveligt talt. Selvom der er tale om få timer, er der stadig mange, der er forbeholden over for at skulle flyve så lang tid. Men du kommer jo ikke rigtig ned til sol og sommer og væk fra det kolde nord på en time eller halvanden. Så når du højst til Prag eller Amsterdam, og selvom vejret selvfølgelig også kan være fint der i løbet af sommeren, er det jo stadig ingenting sammenlignet med sommeren på Kreta.

Flyver du på skæve tidspunkter af døgnet, kan du jo altid bestille lidt at spise og drikke undervejs på turen, så du hverken skal dø af sult eller tørst undervejs. Det er der ingen, der er interesserede i sker. Det kan nogle gange gør det lidt sjovere og sødere at flyve, hvis du vælger at forkæle dig selv lidt og sætter 100 eller 200 kroner af til noget at spise ombord på flyet. Ja, priserne er høje, men det er nu engang rart at give sig selv lov bare engang imellem. Det er klart, at er du afsted på budget, bør du ikke klatte pengene væk på dyre chips eller vin undervejs på flyet. Men så er det jo heldigt, at du bare selv kan medbringe noget at spise undervejs. Du må gerne medbringe snacks eller mad med hjemmefra, hvilket måske gør det væsentligt billigere for dig at få købt ind til. Det er en god og billig måde at slippe uden om de dyre priser i flyet, og du får stadig komforten og hyggen i at kunne sidde og snacke lidt ombord.

Chanias nyrenoverede lufthavn

Hvis det er nogle år siden, du sidst har været i Chania Lufthavn, vil du nok blive en smule overrasket, når du lander der igen. For i løbet af de sidste par år er lufthavnen blevet renoveret, hvilket har hjulpet gevaldigt på den ellers lidt slidte lufthavn. Det var bestemt ikke en af verdens pæneste lufthavne førhen, og det er den måske heller ikke blevet nu. Men det har da hjulpet gevaldigt på hele indtrykket af lufthavnen, at der er blevet brugt en del penge og arbejdstimer på at få ombygget stort set hele afgangshallen. Derudover er der også blevet bygget et stort tilstødende parkeringshus. Renoveringen har alt i alt været med til at bringe lufthavnen ind i det nye årtusinde, hvor den førhen lignede noget, der ikke var blevet restaureret siden 1990’erne. Hele facaden er også blevet skiftet ud og moderniseret, så du kan garanteret næsten ikke kende lufthavnen igen, når du endelig kommer frem.

Der er blevet skabt meget mere plads i afgangshallen, hvor det førhen godt kunne blive lidt småt med pladsen, især når der var mange afgange på en gang. Check-in skrankerne er blevet rykket ned i den modsatte ende, end hvor de befandt sig før, og med den ekstra plads er det langt mere behagelit at bevæge sig igennem afgangsområdet, når du skal afsted. Hvis du havde sammenlignet den gamle lufthavn med eksempelvis Københavns Lufthavn, var det tydeligt at se, at der manglede at ske noget med lufthavnen i Chania. Men efter et par år med byggerod, er der nu endelig blevet sat et punktum for renovationen, og vi turister kan nu nyde turen igennem lufthavnen. Hvis du har været forbi Chania Lufthavn inden for de sidste par år, har du sikkert også selv set ombygningen værende i fuld gang. Da vi var på Kreta i sommers var der ikke mere byggerod tilbage, og det virkede til, at der endelig er blevet sat et punktum og det sidste søm er blevet banket i. Det hele stod snorlige, og der var ikke efterladt materialer eller andet rod fra byggefolkene. Jeg skal ikke kunne sige, om der er mere, der mangler at blive renoveret, men det var ikke det indtryk, jeg fik, da vi var der for et halvt års tid siden. Det var en fryd at se lufthavnen moderniseret, og det var en fornøjelse at bevæge sig igennem afgangshallen, da vi skulle hjem igen. Altså ikke delen med at skulle hjem, det er altid forfærdeligt at skulle flyve hjem fra Kreta, men turen i lufthavnen var absolut langt bedre end førhen.

Tax-free butikker og restauranter

Når du skal rejse hjem fra Kreta og er kommet igennem security, kan du også nu glæde dig over, at der er kommet langt flere butikker og restauranter, end der var for bare et par år siden. Der er kommet en relativt stor tax-free butik, akkurat som du kender den fra mange andre lufthavne. Her er der alt det, du kan have brug for inden for parfumer, spiritus, chokolade, slik osv. Alt det som vi danskere plejer at fylde kufferterne med, når vi skal hjem igen, fordi det bare ikke er så tit, at vi ser vingummiposer eller Toblerone på de størrelser. Tax-free butikken i Chania Lufthavn er dog ikke nær så stor som den eller dem, der er i København Lufthavn, men nu er lufthavnen i Kastrup også lige ti gange større rent pladsmæssigt, så jeg synes, at det er et helt fint område, tax-free butikken i Chania har fået at gøre godt med. Jeg har i hvert fald aldrig tænkt, at jeg har manglet nogle muligheder, når jeg har stået i butikken og skulle købe ind til hjemturen. Og skulle du endelig mangle noget, kan du jo altid smutte en tur igennem tax-free butikkerne i Købehavns Lufthavn, når du lander i Danmark, inden du bevæger dig mod ankomsthallen. Der er mange mennesker, der smutter direkte fra bagagebåndene og ud, men du kan sagtens gå til tax-free butikkerne på din hjemrejse også.

Foruden en pæn tax-free butik, er der også kommet flere spisesteder i lufthavnen. Jeg skal være ærlig at sige, at kvaliteten af maden ikke er den bedste i hele verden, men når du står der og ikke har spist siden i morges, og der stadig er små fem timer til, at du er helt hjemme igen, kan en burger, pommes frites eller en sandwich sagtens fungere. I hvert fald for de næste par timer, indtil du er landet i København igen og kan få stillet sulten endnu engang, hvis den skulle være kommet frem igen. Herunder kan du se en liste over de restauranter og caféer, der er at finde i Chania Lufthavn.

Air Canteen

Air Canteen er en lille café på første sal i lufthavnen. Her finder du et pænt udvalg af både snacks og kaffe. Du finder både pizzaer, tærter, sandwiches, salater og desserter i caféens udvalg, og der er også et rigtig fint udvalg af kaffe, hvis du bare har lyst til det.

CREAT

I afgangshallen på første sal finder du også CREAT, hvilket er lidt mere som en restaurant. Her finder du et pænt udvalg af lokale græske retter som gyros og salater. Der er også hjemmelavede sandwiches og en række øvrige snacks, mens du finder både kolde og varme drikkevarer.

Everest

Everest finder du i stueetagen. Det er en græsk snack og kaffebar med over 50 års erfaring fra branchen i det øvrige Grækenland. Her kan du købe lækre sandwiches og en række forskelligt bagværk. Der serveres også kaffe.

Flocafe Espresso Room

Igen i stueetagen finder du Flocafe Espresso Room. Her er der primært fokus på en god kop kaffe, mens du også kan finde et lille udvalg af sandwiches og bagværk.

Goody’s Burger House

Goody’s er et alternativ til at have en McDonalds eller Burger King i lufthavnen. Hvis du er sulten efter en burger eller fritter, er det Goody’s, du skal på. Goody’s ligger på første sal i lufthavnen, og den minder meget om de to førnævnte kæder i udvalg og tilbud.

Labyrinth Flavors

Der er også mulighed for at få stillet sulten i Labyrinth Flavors. Ligesom flere af de andre madmuligheder finder du pizzaer, tærter, lokale delikatesser og andet bagværk. Caféen er beliggende på første sal i lufthavnen.

MeGusto

Vil du hellere have italiensk inspireret mad, er det MeGusto du skal på. Beliggende i afgangshallen finder du et pænt udvalg af klassiske italienske retter som pizza, foccacia, salater, sandwiches, bomboloni samt gelato.

Ontime Coffee & More

Sidst, men ikke mindst, finder du på første sal Ontime Coffee & More. Endnu en mulighed for at få dig en god kop kaffe, inden du skal ud og flyve. Ontime er en kæde, der primært gør sig i græske lufthavne, så derfor er det naturligt for dem også at være repræsenteret i Chania Lufthavn.

Så du skal altså ikke være bange for at sulte, mens du befinder dig i lufthavnen. Det er ikke alle caféer og restauranter, der har åbent døgnet rundt. Der er kun nogle enkelte kaffebarer, der har det. Så vil du have noget ordentlig at spise, er det altså ikke sikkert, du kan få det, hvis du skal flyve midt om natten. Heldigivs er der flere af dem, der åbner tidligt, så det er muligt for dig at få en croissant og en kop kaffe, hvis du skal afsted tidligt om morgenen.

Lej bil i Chania Lufthavn

Hvis du gerne vil leje en bil, når du kommer til Kreta, kan det også sagtens lade sig gøre i Chania Lufthavn. Du finder både Hertz, Europcar og Kappa i lufthavnen, som gør det muligt for dig nemt og enkelt at leje en bil, når du kommer til Kreta. Hvis du gerne vil gøre det nemt for dig selv, booker du en bil hjemmefra, så den står klar til dig, når du kommer. På den måde har du også et større udvalg at vælge imellem, og du kan vælge lige netop den model, der passer til dine behov. Du bestemmer selv, om du vil leje bilen i hele ferien, eller om du bare vil leje den for et par dage. Det kan være en rigtig god idé at leje en bil, hvis du gerne vil ud og se noget på egen hånd og ikke har lyst til at købe ture hos turistbureauer. Med en bil har du langt flere muligheder for at komme rundt steder på øen, hvor alle andre turister ikke kommer. Du skal ikke særlig langt væk fra turistbyerne, før du finder masser af smukke omgivelser og fred og ro fra alle de øvrige turister. I de områder er der ikke læder- og keramikbutikker eller restauranter, der prøver at lokke dig ind til en billig frokost.

Ved at leje en bil får du en langt større frihed til at kunne opleve alt det, Kreta også byder på, som altså ikke udelukkende kun er sandstrande og swimming pools, selvom det selvfølgelig også er skønt. Jeg er en hund for strande og pools, så der er intet i vejen med det. Bare ligge og dase er noget, jeg er vokset op med, så det ligger naturligt i mig at hungre efter det. Men når jeg har gjort det i et par dage, kan jeg også sagtens mærke, at jeg skal ud og lave noget andet – om ikke andet så bare for en stund. Ud og se noget, vandre en lang tur ind i øen og opleve bondegårdene og appelsinplantagerne helt tæt på. Så hvis du gerne vil opleve noget, mens du er på Kreta, kan jeg anbefale dig at leje en bil, da det bare gør det meget nemmere at komme rundt.